body background

left hand

right hand

(tekst af Tine Nygaard)


Gad vide noget mere om tvivl

Hvad vil det sige helt sikkert ikke at være i tvivl? Og hvorfor er det nødvendigt at være helt sikker, både når man maler værker, og når man vælger at omgive sig med kunst? Jeg har sat mig for at undersøge, hvordan Mette Hannemanns værker danner relationer og betydninger. For kunstneren og for de mennesker, der har valgt dem. Og tvivl viser sig at være et helt centralt begreb. Udgangspunktet er en sætning, som bliver ved med at vippe ind i mit baghoved efter et møde med Mette Hannemann. Hvorfor skulle man male, hvis man ikke skulle give noget, sagde hun. Hvad er det mon, hun giver? Jeg spørger fire mennesker, der alt andet forskelligt har det til fælles, at de uden tvivl har valgt at hænge nogle af hendes værker op i deres liv.


Gad vide noget mere om at få

Amerikanske Lewis Hyde skrev i 1979 The Gift. Bogen beskæftiger sig med den tese, at kunst er en del af et givende kredsløb, hvor både kunstner og samfund modtager og bidrager til kunstens cykliske væsen. Med Hyde i baghovedet spørger jeg til oplevelsen af at få. Det husker mig på, hvem jeg er, siger Christian Hoff. Jeg bruger det, hvis jeg har fem minutter, hvor jeg kan tænke lidt. Det giver mig mulighed for at være nærværende, til at stoppe op et øjeblik og reflektere over, hvor jeg er i mit liv. Christian Hoff taler om ”Staten Island”, som han har hængende på sit kontor. Det har også betydning, at vi begge to var vilde med det, fortsætter han. Det var en fælles fascination, en god fælles følelse. Christian, hans hustru Marianne Dulong og jeg sidder i parrets køkken en lørdag formiddag. Marianne er guldsmed og har, ligesom Christian, et maleri hængende der, hvor hun arbejder. I ”Naturbillede” kan jeg forsvinde lidt, fortæller hun. Det er lidt meditativt og giver mig en følelse af at være uafhængig af, hvad der foregår. Men der er også noget råt i billederne, som gør, at jeg kan slappe af. Jeg arbejder selv med det rå. Det er det, som blikket bliver nødt til at undersøge. Der er altid også den anden side: det grimme, det mørke og det rå. For mig er oplevelsen ikke i balance, ægte og fredfyldt, før alle facetter er med.


Gad vide noget mere om den anden side

Jeg er sunket ned i en sækkestol i Mette Hannemanns atelier. Hun husker på nogle af de relationer, der har været med til at forme hendes kunst. Der var en gammel dame, fortæller hun, som passede mig, da jeg var lille. Hun boede lige under os. Jeg måtte alt. Jeg lavede papmache af toiletpapir, jeg syede på hendes symaskine. Hun spillede klaver og var religiøs og hørte gudstjeneste i køkkenet. Det var en lykke. Og der var min far. Jeg mistede ham, da jeg var 10. Jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg nok skulle komme til at se ham igen. Det har altid været et tema i mit liv. Min far malede. Han kopierede impressionisternes værker. De hang i mit barndomshjem. Jeg elsker at kommentere de klassiske malere. Monet og Hopper, der kan noget helt specielt med lyset, men også Doig og Baselitz. Og jeg er meget optaget af min mors og fars fotoalbum fra 50erne. Det er tidens æstetik og uskyld, der fascinerer mig. Jeg har altid haft en kommunikation indeni med ham, og der er hul op til himlen, når jeg arbejder. Men det skal rigtig gerne også blive nede på jorden.


Gad vide noget mere om erindring

Jeg føler, mit maleri har relation til det asiatiske islæt i mig, fortæller Cecilie Schubell og nikker hen mod en fin, gammel og blåmønstret porcelænskrukke i stuens vindueskarm. Jeg har altid forbundet min morfar med Asien. Han sejlede derude og bragte vaser og andre ting med sig hjem. Jeg havde et særligt forhold til ham og til min mormor, som jeg har fået tingene af. Cecilie Schubell rejser selv i Østen og har grafiske tryk fra Vietnam og Bali hængende i sit hjem. Billederne er souvenirs, som minder hende om rejserne, men ”Tango” giver hende noget andet. Det samler det hele, forklarer hun, æstetisk set. Det gamle med det moderne, det morsomme med det hverdagsagtige, og det hele med det asiatiske.


Gad vide noget mere om relationer

Jeg vidste bare, at det maleri ville jeg have, jeg var ikke i tvivl, siger Birgit Petersson og viser mig ”Grantræer”. Hun er psykiater og arbejder i rum fulde af kunst. For mig har det ikke noget med æstetik at gøre, fortæller hun. Man har jo den samme følelse med nogle mennesker, som man både bliver provokeret og tiltrukket af. Man kan mærke, at det er betydningsfuldt og vil gerne have adgang. Det spejler noget i én selv. Man får instinktivt færten af nogle sider i det andet menneske, som man selv arbejder med og forhåbentlig kan få en dialog med den anden om. Ellers ville der ikke være næsten absolut tiltrækning til bestemte ting. Jeg kan ikke købe et maleri, fordi det har en stor økonomisk værdi. Jeg kan kun anskaffe det, fordi det siger mig noget. I stedet for den økonomiske kode må man tale i sjælens kode. I min optik er sjæl en blanding af noget levende, noget identitetsmæssigt, følelser, sansning og æstetik. Det rummer noget universelt. Sjæl er ikke noget, vi har hver især, men noget imellem os. Hvis et maleri har sjæl, giver det en voldsom fornemmelse. Jeg kan ikke sætte tilstrækkelige ord på det, men måske ville det også være helt forkert, hvis jeg kunne. Der står hele tiden noget på spil.


Gad vide noget mere om sjæl

Jeg er tilbage i atelieret med The Gift i tankerne. Hvad mon det er, Mette Hannemann modtager i kunstens givende kredsløb? Jeg mærker livet, svarer hun. Det er den mest friske følelse, jeg kender og det er derfor, jeg bliver ved med at male. Det er ikke Gud, der fører min hånd, men jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Det er det, der gør, at jeg kan eksistere. At jeg får den ekstreme sikkerhed i noget, der er så irrationelt. Når jeg selv bliver foruroliget og føler mig nøgen og sårbar, så tror jeg på, at jeg har fat i noget. Det er paradoksalt nok det, der gør mig sikker på, hvordan et maleri skal ende med at være.